Opvaskens ABC

Opvaskens ABC

1. Brug opvasketabs

Brug opvasketabs til maskinopvask, så du slipper for overdosering og pulverspild. Hvis du bor et sted, hvor vandet har en hårdhed over 21, bør du anvende afspændingsmiddel sammen med opvasketabs. Du kan nemt finde information om vandets hårdhed i dit lokalområde på din kommunes hjemmeside.

2. Doser opvaskemidlet 

Bruger du koncentreret opvaskemiddel, når du vasker op i hånden, skal du kun bruge ca. ½ tsk. til fem liter vand.

3. Undgå vandspild 

Skyller du dine beskidte tallerkener under vandhanen, bruger du meget vand. Det er nok at skrabe din tallerken hen over skraldespanden, så klarer maskinen resten.

4. Fjern de brændte rester

Bagepulver eller maskinopvasketabs er effektive  midler til at fjerne genstridige rester i gryder og på pander. Læg en maskinopvasketab eller drys bagepulver  i og lidt vand så det dækker, og lad det stå nogle timer evt. natten over og fjern efterfølgende nemt de fastbrændte rester med en opvaskebørste eller svamp.

5. Styr på tågede glas

Har dine glas fået mælkede eller tågede pletter, kan du fjerne det ved at lægge glassene i en balje med varmt vand og eddikesyre. Brug 2 dl eddikesyre (32%) til 1 liter varmt vand.  

6. Desinficer opvaskebørsten

Husk at desinficere din opvaskebørste eller svamp med kogende vand efter hver opvask. Og smid den ud, når den ser gammel ud og lugter grimt. Der kan gemme sig meget snavs og bakterier i sådan én.

7. Vask gryden rigtigt ren

Det er ikke let at se, om gryder og pander er rigtigt rene efter vask.  Men ved at gnide en finger over grydens indvendige overflade, kan det mærkes om opvasken har været effektiv. Føles overfladen fedtet, skal gryden vaskes igen. Gryden er først ren, når den indvendige overflade føles mat.

8. Husk afspændingsmiddel 

Afspændingsmiddel får vandet i opvaskemaskinen til at løbe nemt af tallerkner, bestik og glas uden at lave pletter og striber. Dosering varierer fra maskine til maskine, men hvis servicet føles fedtet, er det et tegn på overdosering af afspændingsmiddel. 

9. Spar på vandet

Du bruger mere vand og opvaskemiddel, hvis du vasker op under rindende vand.  Hvis opvasken er lille, kan du dyppe børsten i en kop vand med et par dråber opvaskemiddel. Lad koppen med opvaskemiddel stå til næste gang.

10. Skift kluden

Skift din karklud hver dag, også selvom den ikke umiddelbart ser snavset ud. En karklud er grobund for rigtig mange bakterier, så du skal vaske den ved min. 60 grader C . 

TOP